Nu går julen gennem  Danmark!

Nu går julen gennem  Danmark! Julemanden knapper trøj’n
Sneen daler hvid og fredsom - bortset fra, at det er løgn.
Det er gråt i gråt derude; fuglen sidder stum bag kvist;
den er ved at dø af kulde. Sku’ så alting være trist?

Nej, for der er lys forude: Solen er jo lige vendt!
Risengrøden er fortæret, og nu venter alle spændt!
Andestegen dufter herligt, mens vi synger denne sang,
Og to mandelgaver venter på en skøn ris-a-la-mang!

Mor har kogt og stegt og baget; knoklet som en dromedar.
Nogle gik en tur i kirke, andre tog sig en cigar.
Over hele landet hviler nu den stille julefred.
Lad os glemme et par timer, at den ikke varer ved!

Træet hented’ vi i skoven og fik sat på fatters fod.
(Det vil drysse fra i morgen, lave et forbandet rod)
Vi har pyntet alle grene
med et smart, elektrisk lys.
Her er buldervarmt fra pejsen. Ingen plads for kolde gys.

Skidt med alle denne verdens krigeriske, dumme mænd!
De kan ruste sig til kampe; de kan spænde sværd ved lænd,
Intet lader vi forstyrre juleglæden i vort land.
Nu går julen gennem Danmark som den altid plejer van.

Hvad betyder et par deller, andefedt og kilojoule?
De skal ikke ødelægge vores gode, gamle jul
Helle, Marna, mor og Ida, Iben, Jannik og vor far,
sidder rundt om bordet bænket - og om lidt er kaffen klar.

                                (Bror Janus, julen 2002)