Dyre Digte

Der er en gammel fabel
om elefantens snabel:
Som lille var den kræsen
og rynkede på næsen;
da rynkerne blev glattet ud
var næsen lang og tyk dens hud.
Heraf bør alle lære,
at ikke kræsen være.
                                       (Bror Janus, Dagbladet Aktuelt,1962)

Det  var i min journalisttid på dagbladet "Aktuelt" 1961-62 (hvor jeg ofte skrev små vers på bagsiden - f.eks. ovenstående), at jeg en  dag blev ringet op af versemanden over alle Thøger Olesen.
-Kære Bror Janus! sagde Thøger, som senere blev en god ven og samarbejdspartner udi verseriet.
-Jeg H-A-D-E-R    omvendt ordstilling. Det rager mig en skid, hvad Grundtvig gjorde. Vi nutidsdigtere gør det IKKE!
Du er slem til det! Kom op så skal jeg lære dig det een gang for alle!
Som sagt så gjort. Det blev en festlig eftermiddag.
Og efter den gang skolemestersnak kom ovenstående vers til at  se sådan ud:

Der er en gammel fabel
om elefantens snabel:
Som lille var den kræsen
og rynkede på næsen;
da rynkerne blev glattet ud
var næsen længre end en tud.
Heraf bør småbørn lære:
Vær aldrig kræsen, kære!
                                       (Bror Janus,
                                                                      Dagbladet Aktuelt,et par dage senere i 1962)

                    * **

Et par dage senere digtede jeg denne læresætning, som siden har hængt på mine skiftende kontorer - og hænger hos mig den dag i dag:

Hvis ej vers man skrive kan,
så bør lade være man!
* * *

Et lille egern med sin lange hale
kom op at toppes med en hidsig svale.
Men begge glemte deres vilde vrede,
da de fandt på at bruge samme rede.
For svalen bruger den, når det er sommer,
og egernet, når kulden rigtigt kommer
                             (Bror Janus, 1996)

 * * *
En lille mus med alt for lige tænder
var ligeglad med det i begge ender.
Den havde stor succes hos musekvinderne,
som blot i stedet kyssed' den på kinderne.
                                                                 (Bror Janus, 1962)

* * *