I årene 1993-95 boede vi i en dejlig lejlighed på Nørre.
 Søgade, København, med udsigt over Peblingesøen.  
Iben var 12 og Ida 7 - og de gik i Bordings Friskole

 Septemberdigt til en sø.

Den rosenfingrede dagning...
(hvor malende sagt af Homér)
forgylder den blikstille lavning.
Fra andensalsvinduet her
ses søblikkets flade kun kruset
af ringe fra småfisk i kø.
Jeg føler mig hjemme i huset
på bredden af Peblingesø.

Når solen står op i min nakke
begynder min sø at få liv.
En andemor tager til takke
med søen, trods mangel på siv.
Så dukker de jokkende tosser
med frivillig pandesved frem.
plus ham, der af frygt for at tørste,
har 10 "elefanter" med hjem.

De tusinde biler kan ikke  
forstyrre min formiddagsfred  
Jeg ser over Peblingesøen  
og alt i mig løftes derved.  
Jeg kigger mod Nørrebrosiden;  
en frue går tur med sin hund.  
Derovre skrev engang i tiden  
den herlige Harald H.Lund.

Ved middag får søen lidt krusen;  
nu gik der vist hul på en sky.  
Kastanjernes trætoppesusen  
gi'r våde cyklister lidt ly.  
Fra andensalsvinduet ser man,  
at solen igen bryder frem.  
Jeg fryder mig ved, at jeg atter  
har København K. som mit hjem.

Så henter jeg Ida og Iben  
fra skolen ved Sortedams Sø  
På turen hjem fodrer vi striben  
                                              af ænder med medbragte brød.    (PS:for vi fynboer rimer det!)  
Så trygles der: -Vi kunne leje  
en vandcykel? Det ku' vi li'!  
- Ja, godt!  
        - Må vi cykle alene?  
- Sæføli! (For så er jeg fri)  

Så får den på alle pedaler  
til Dronning Louises Bro, rundt  
forbi andensalen derhjemme.  
At vandcykle det er skam sundt.  
Især da for mig, som har fundet  
et udendørsbord med et glas.  
Jeg føler mig virklig forbundet  
med sølivet, glad og tilpas.

De lander og plager: En tur til?  
men jeg siger faderligt nej!  
Min pung har vist ikke ta't højde  
for udgift til mere ståhej.  
Ved Søpavillonen er piger  
og drenge, som hvisler et "pst".  
Og Iben vil gerne have lov til  
en jolletur som optimist!

Jeg nikker. Ja, det må du gerne.  
Men husk svømmevest mod at dø!  
Hun muler og mener, man ikke  
kan drukne i Peblinge Sø.  
Jeg skjuler mit pengepungspassiv  
bag masken om: Mor ska' gi' lov!  
(Man er sgu' et skvat, når nu pigen,  
endnu nøjs med den type sjov)

Så vandrer vi hjemad og svælger  
på solen, som spejler sig smukt.  
De store kastanjer har kastet  
af guldbladekronernes frugt.  
Vi samler til lommerne strutter  
af brune kastanjer, ja, skyr  
slet intet - velvidende hjemme  
bli'r de til utrolige dyr.

De leger. Jeg døser - og kikker  
diskret, mens vor stue blir zoo.  
Hvad kan fantasi og tændstikker  
dog skabe af fredelig ro!  
Jeg kikker igen over søen,  
hvor solen går ned i en sæk,  
Den tog godt nok dagslyset med sig.  
Men alle problemer er væk.

                                                (Bror Janus, september 1993)

En art tilføjelse, september 1994. En 32-årig datter fra min fortid - bosat i London 
siden sin babytid - var dukket overraskende op.  – men forsvundet igen, 
efterladende sin far - og sine små søstre, som savnede hende – og stadig gør det:

  Min tanke går ud over vandet
      langt længre end det, der er nær.  
Til hende i langtbortelandet,  
som jeg har så inderlig kær.  
 En datter, jeg altid har elsket,
   og savnet fra ungdommens år.
     Hun kom, da hun fik det at vide.
     Forsvandt - Vi véd ikke hvorfor.

          Jeg føler mig mismodig, gammel  
og træt af den evige strid  
         med hverdagens daglige kampe  
  om penge og lykke - og tid.  
    Så krammer jeg Iben og Ida.  
De opdager, øjet er vådt?  
          Jeg siger: Jeg stirred' for længe  
        mod lyset! (og det passer godt)

                                           Far