At  skrive selskabssange kan til tider være svært, til tider let. 
Men nedenstående er alligevel den letteste, jeg nogensinde
har skrevet. Syng den - og få forklaringen nederst på siden.

                      .
                                                                     (Melodi: Poul sine høns…)

Sengetøj, lagner (faconsyet)…(Ikke
nog’n af det billige stads i frotté),
håndklæder (både almind’li’ og bade-)
og viskestykker (de gode, I ve’),
postboks og husnummer samt et par lamper
til vor terrasse (husk skruer og kramper!)
ønsker vi os, selv om prisen er hamper.
Fås de i kobber, så nøj’s vi med det.

Lamper til sofa, helst de dér med spot’er,
en parasol (men den skal være blå!),
vaser og skærebræt, forskærerknivsæt,
ostebox (bedst Anders Frandsen) - og så
en Tommy-Larsen-CD-holder. Gerne
modta’r vi rustfrie salt/peberkværne,
stager i messing, men mærkt ’Hurricane’.
En Piet-Hein kan til nøds også gå.

Juletræsfødder i træ har vi drømt om,
sovsvarmer også (dog ikke af blik),
fade og skåle, tallerk’ner og kopper,   
sukkerskål, kande til fløde  -  Men kik
lige på mærket! For dér er det mutter,
som foretrækker, de dér ’Pillivuyt’er.
(Egon vil hel’re ha’ tre pullimut’er),
glas (helst Bonano)   og Rådvadbestik.

Rosendahls vandglas er højeste mode,
osse karafler til vand og til vin.
Væggen mod haven ku’ bruge et billed’
helst med en blomst og en rødblå kanin.
- - -
Ud over det, har vi slet ingen drømme.
Fik vi det ikke, så pyt!    Vi vil tømme
glasset -  og så lade VELKOMMEN strømme!
Tak, at I kom til vor kobber-termin!

                    Hilsen  Jytte & Egon

Det var en middag, at en af mine nabokoner -  som jeg jævnligt har hjulpet med rim og versefødder - ringede og sa':
 -Kan du hjælpe mig med en hurtig sang?
  Hendes mand havde pludselig fået en sjov idé:  De var inviteret til
kobberbryllup, og havde sammen med indbydelsen fået en 'Ønskeseddel'. Sådan én plejede de kun at få forud  for
børnebørnsfødselsdage eller til jul. Men her var altså en sådan vedlagt.
-Den er søreme så ufrivillig morsom, at man burde lave en sang om den! havde gemalen sagt, halvkvalt af grin.
De havde købt gaven - for kobberbryllupsfesten var.... I MORGEN!
Jeg lovede at kigge på den, og nabokonen kom fem minutter efter, hjulende på cyklen med omtalte "Ønskeseddel".
Også jeg lo, da jeg så den. Som et lyn slog melodien "Poul sine høns" ned i mig - og så satte jeg mig lige ind til
tasterne og skrev ovenstående.
Det var pærenemt, for jeg behøvede egentlig stort set kun at bytte lidt om på ordene for at få en sang ud af det.
Som eksempel gengiver jeg ordret, hvad  der rent faktisk stod på ønskesedlen:
Vi ønsker os:
Sengetøj, lagner (faconsyet)…(Ikke de billige i frotté),
Håndklæder (almindelige og badehåndklæder) og viskestykker (de gode),
Postkasse (til at sætte på muren) og evt. vort husnummer
Et par lamper til terrassen ( i nødsfald i kobber)    o.s.v..............
Jeg affotograferede overskriften (som jeg også har gjort det her), og da alle jo havde modtaget samme "Ønskeseddel",
har der nok ikke været nogen, som var i tvivl om ophavsmandens tanker desangående.
Hilsen Bror Janus