Møde ved en milepægl
Med tak for opmærksomheden ved min 60-års fødselsdag

Glæden, Gud Bachus, besyng, som greb Bondesønnen fra Fyn a'!
Perletandssmil og ufattelig fryd den ved Peblingesøen fremkaldte.
Trods alle tiltag af fremskreden demens, så sender
jeg med homeriske hilsner mit takord til alle,
som - skønt formodentlig truffet af tremens - har husket
denne min milepæ(g)l. Minder om mangen en munter
herligstund maser sig frem i erindringens tåger!
Tænk, var der virkelig slet ingen skygger og sorger?
Netop på dagen, da drengen sin oldingestatus erkendte,
blændet af tårer han tørt konstaterende talte
alle de fremsendte hilsner. Og indså med glæde:
Endnu er mange tilbage i mængden af venner,
fra længst forsvundne epoker og æraers kampgejst,
da vi med fyrige skrig og forvorpede blikke,
søgte at bortfjerne mørkemænds mumlende murren.
Bachus og Børge - og endelig husk Dionysos -
hjalp os at holde balancen på hver barrikade,
hvor vi som kæmper og skjoldmøer i kampen for glæden
aldrig gav op ved de borde som bugnende bød os.
Vi stod imod, når de glædløse fjender forsøgte
at få sat stop for vor tale og mæskede lovsang.
Mange af alle de fordums dusiner af fæller
har jo forlængst måttet gi' sig og gnaske i græsset
Vel vil vi mødes i Valhal med dem - Men vi prøver
alt, hvad vi kan, for at trække dét møde i langdrag.
Blomster og breve og budskaber omhældt på flasker
fylder i stalden, hvor Pegasus stamper og vrinsker.
Tak, skal I ha', lyder det fra mit digterkateder.
Takken skal lyde på gudernes sprog, hexameter!

                                           Fra Bror Janus - og Mig

(Sendt som takkehilsen til alle, der huskede mig den 14. marts 1995)