(Visen er i fynsk mundart
– hvor min bror i Kerteminde og jeg til stadig hed diskuterer,
hvordan det og det skal staves.
Men når vi ’søier dei’, så lyder del altid rigtigt.
Melodien er fra en Ove Bager-sang med Fynsk Harmoniforvirring)
Der bo’e i boe i
Stoense.
Hans kone var u’e fra O’ense.
De ha’ noen bø’n – og dei yngste he’ Tom,
å det’r leie ham, a mi sai handler om.
Tom givt sei me nabois datter.
Hun ha’ nouen dejlie patter!
I dem hai der alti ei oue eller to
- for Tom å Rasmine gik ti’le til ro.
De meint hun vå lidt a ei tosse!
- men det vå di arre nu osse.
Ka’lne givtet sei gærn me ei pi’ dér fra by’n.
Det vå kuns Tom’s far, dæ ha tat ei fra Fyn.
Da Tom lå te seis å sku’ himle
spæit kon’n for - hon valte dei skimle.
Så drow hun te dovters - å hentet ham mæ.
(Men) da de kom tebawes var Tom ta’t a’
ste’.
På laubordet lå der ei sæ’el:
”Rasmine! Vi har ingen gæel,
så nu må du ha det så grueli gåt.
Jæ takker for alle de bø’n, du har fåt!
Desværre har jæ vårn dei utro!
A bø’n har jeg nemli ennu to
mæ præsti’s madam! Men du skatt’
blyve rørt,
for jæ var oskyldi – Jæ blev skam forført!”
De hidsigste mæisker, jæ keier
er dæl’me besvegene kveier.
Så våle Tom lå under tre alen jord,
forførte Rasmine dei pæne pastor!
- - -
Moralen
- for dæi æ der også:
Kald aller nouens kone for tosse!
Hun skrev i avvisen: “Tom Jensen ha’ skre’!
Ha’ gik ette bort fra vor jord – Nej, ha’ re’.
Bror
Janus, 2003