Mysteriet om 
Den flyvende Lollænder
    

Sagnet om Ristinge Hale's evige vandrer

Ristinge Hale er ikke kuperet
- det samme er heller min hund -
en odde af sten med lidt havgræs og krabber
og mågeskrig er den jo kun.
Dér lufter jeg 'Thor' et par gange om ugen
og møder kun sjældent en sjæl.
Kun klyder og skarver og svaner og ditto.
- En enkelt gang så jeg en sæl.

Men Ristinge Hale har skam sin historie.
En hemmelig én, om du vil.
Måske bør historjen slet ikke fortælles.
Her er den – Nu la’r jeg stå til.
Jeg har den fra én, der har hørt fra en anden
som sagde, hans mor havde glemt
fra hvem af længst afdøde Ristingekoner
beretningen stammed’ - bestemt.

Det hændte en gang i tolvhundrede hvidkål,
en skude for bredfyldte sejl
gik brat over stag gennem Ristinge Rende
tungt lastet med fliser af tegl.
Men renden var smal. Skuden stødte på stene.
Hun mistede stormast og hæk,
og ingen så mere det mindste til skipper
- kun skuden – og nu er den væk.  

Så hændte det hundrede år eller mere
derefter - en vinterkold nat,
hvor stormene hyled' med vind fra nordosten,
en vandringsmand stivnede brat.
Han havde et ærind derude på Halen.
Da pludselig så han en mand
kom gående ude på vandet fra Storholm
og videre hen over land.

Vor mand tænkte ’Isen kan virkelig bære!’
Da så han, der bare var vand.
Han løftede blikket og kikked’ mod øen
men væk var den fremmede mand.
Nu så han derude en gammeldags skude,
som lå halvvejs oppe på land.
Da pludselig løfted’ den sig og forsvandt så
i bølgernes frådende vand.

Vor mand løb tilbage og kaldte på flere,
fortalte, hvad netop var sket.
Og folk løb hvad remme og tøj kunne holde
Men ikke en døjt fik de set.
Først dagen derefter, da stormen var løjet,
var fodspor af støvlerne alt,
de fandt. Men de syntes at komme mod land
- just som manden han havde fortalt.

Ved lavvand derude, når vandet er stille
kan spanterne stadigvæk ses.
Og nogen har osse hørt stemmer,der kalder.
Én råbte på lollandsk: ’Andrés!’
- - -
Men går du en tur i den tidlige morgen,
og ser nogen vandre på vand,
så gør lissom jeg: Var din mund!
For man er jo så mistroisk inde på land!

                                      (Bror Janus,  2000)