Høstfest i Ristinge
 med folkedragte-undertoner

11. november 2000

 Marken er mejet – og Halen er høstet.
Amtet går og venter på det allersidste læs.
Skrivebordsjakkerne virker forlystet,
gemt i Lumskebugten er de helt i deres Es.
        Bind kun korn i krans – Her til lands og vands
        virker én i højt humør som nærmest til "Sankt Hans"

Hemmeligheden slap ud førend tiden.
Det har sikkert ærgret dem, der luskede omkring.
Mødet i Humble gav slet ingen viden.
’Sådden nogle landsbytosser fatter ingen ting’.
         Bind et neg til jul – mæt den sidste fugl.
         Næste år er marken kun for folk med swimmingpool

Kom, kære koner, for nu skal der væves,
og den gamle rok må hives frem fra skunkens skjul
Nu skal der kartes og spindes og slæves.
Resti’s folkedragter de må ha’ et løft til jul.
        Op på stikkerne! Gang i strikkerne!
        Vadmelsbows og vest skal være messingknappegul

Når så turisterne kommer i flokke,
(hundredtusind ventes. Det har amtets viise sagt)
så skal vi danse og synge og hoppe
klædt i egnens superflotte modefolkedragt.
         Op på tæerne! – ned i knæerne!
         Vi må danse stammedans til embedspibetakt

Fisker og bonde! – Hva’ nøler vi etter?
Hvor er ånden henne fra dengang, da vi var fri?
Tilskud og kvoter og lignende sætter
os tilbage til en ussel fortids hoveri!
          Skal vi la’ os slå? Hvem vil forrest gå?
          Skal for ussel mammon dette land gå helt i stå?

Ristinge er vel kun krøllen på Halen.
Tit har liden tue væltet selv det store læs.
Taler vi klogt, må de lytte til talen.,
Folkelig fallit er ingen skæbnelagt proces.
          Alle gubberne! Op på dupperne!
          Ristinge kan reddes, hvis vi sender S.O.S!

                                                                 Bror Janus, 2000

Der er selvfølgelig en forklaring på, at en høstfestvise i lillesamfundet pludselig får et politisk indhold:
Det år havde lokale bønder opsnuset, at Fyns Amt i største hemmelighed var ved at opkøbe nogle af
bøndergårdene på Ristinge Halvø med henblik på at få hele området fredet som national naturpark uden
bøndergårde. Det fik Restiboerne op af hullerne. Der blev rettet henvendelse til amtet, og efter en række
møder og et stort arbejde  fra Restiboernes side for at fremlægge en bedre plan om jordfordeling, kom
man til en forståelse. Den var man bare ikke nået til på den tid, hvor Høstfersten holdtes. Visen fik derfor
 denne drejning. Den blev da også sendt til borgmester, byråd og den fynske presse - og vakte opsigt
 - og var derved måske med til at åbne øjnene på skrivebordsgeneralerne for, at Ristinge har  sin værdi
  som turistmagnet netop i kraft af, at den er en levende halvø - og ikke et stivnet museum for svundne tider.