Jeg
går med min hund ud ad vejen mod Ristinge Hale
og finder et hjulspor, der ender ved Ristinge Klint.
På bakken med stendyssen føler jeg fortiden tale
og tænker på dem, der var henvist til økser af flint.
De satte sig spor. Højt på bakken derude ved havet
blev tonstunge sten bakset op til en gravplads for én,
som bopladsens folk havde æret i levende live
og som skulle hvile i fred under gravhøjens sten.
Min hund hedder Thor. Måske hed ham den døde det samme.
Nu ligger der atter en Thor her i stendyssens læ.
Har jeg så mon vanæret mindet? Skal jeg måske skamme
mig over at give hans længstglemte navn til et firbenet kræ?
Tværtom. Jeg har derved nok æret de gamle,
og hensvundne slægter ved netop at bruge hans navn
til én, der for mig er den daglige, trofaste fælle
i hjemmet derneden for bakken ved Ristinge Havn.
Så vandrer vi vidre ad stien mod Ristinge Hale.
Thors logrende ditto fortæller mig: Her, hvor vi går
- hvor morgenens vinde er friske og salte og svale -
gik oldtidens bonde i sommer og vinter og vår
og dyrked sin mark; greb kun nødigt til sværd. Men det skete
at avindsmænds sejl dukked frem helt derude i læ
af Ærø. Så løb han det bedste han kendte
og kaldte til forsvar af hjemmet, af folk og af fæ.
Vi vandrer tilbage ad vejen fra Ristinge Hale
med vinden i ryggen og glædes ved lærkernes sang.
Her er ingen højere bjerge og slet ingen dale,
kun bakke og lavning, kun marker og grønklædte vang.
Mod øst stiger solen og skinner på kirken i Humble,
og spiret på Ristinges lille, beskedne kapel.
Og så er vi hjemme. Vi gik såmænd bare en time
- en tur på femtusinde år - sådan helt for os selv.