Glade Strofer
17. maj 1960 ved

MARIE og HERMAN's sølvbryllup       

                                         (Melodi: Vor gamle Karo holdt en støj)

På markerne ved Stubbendrup
gik Herman og hans karle,
da godsets nye kokketøs
kom pludselig på tale.
Hun var på vej til gården hen,
for det var skiftedag igen.
De hvilte - og smilte
"Hvad er det for en halvgammel rimpe, vi får?"

Men kokkepigen viste sig
at have ben i næsen,
og maden, som hun lavede,
var smavs for selv en kræsen.
Og inden næste skifteda'
kom Herman ned på knæ og sa':
"Marie - min pi'e
Vil du køkse for mig nu hver eneste da'?"

Maries svar var: "Ja, min ven!"
og bryllup blev berammet.
Trods 40 graders feber fik
de dog et 'Ja!' fremstammet.
Men brudenatten blev lidt sløj
- med mindre de for alle løj -
De sa' a' - de ha'de
siddet oprejst i sengen hvert en'ste minut!

Langt ud'n for Gudskelov og tak
slog de sig ned i mosen,
og storkefar kom på besøg.
To gange smed han posen.
I fred for naboers tit-tit
nudisters liv de leved' frit,
og venner - der kender
dette dejlige sted kom så tit på visit!

Som skærveknuser Herman fik
moneter til at købe
en fuldt moderne mukkebik,
som kunne hurtigt løbe.
Skønt krig forbød alt bileri
til arbejd kørte han, fordi
han vidste - den sidste
sprut på tanken ku' række til 5.000 dag'e.

Lidt luftforandring fik de, da
de sku' til Højby flytte.
Som bondemand og bondemor
de gjorde begge nytte.
De hurtigt faldt i vennelag,
hvor de er faldet godt i slag
og venter - bekendter
i det hygg'lige hjem flere gange om ug'n.

Familjen fik forøgelse,
dog uden storkefatter.
først blev det til en svigersøn
og så en svigerdatter.
I hjemmet ved den grønne vej
har glæden altid fjælet sig,
og var der - lidt modgang
fandt vi sammen og løfted' problemerne væk.

Fra trappetrin og hesteryg
I lærte for os alle,
at den, der stræber højest op,
har også længst at falde.
I røgter stille dagens dont
på kærlighedens hjemmefront.
Derfor skal - der lyde
tak fra os fire børn på den sølverne dag!

Jeg har det godt nok lidt sært ved efter mere end 43 år at gense denne sølvbryllupssang. Marie og Hermann var mine første svigerforældre. Dem holdt jeg utroligt meget af.  De var - kan jeg se i dag - langt, langt foran deres tid med synet på mange ting, bl.a. på hvad deres datter og svigersøn fik lov til, modsat f.eks. forholdene i mit eget barndomshjem. Mindre end to år efter denne sang, var deres datter og jeg skilt. Men som en anden digter (sans comparasion) udtrykte sig:  "Har hånd du lagt på Herrens plov, da se dig ej tilbage!"
Da min tidligere kone og hendes mand i sommer besøgte os,  bad jeg dem kigge i gemmerne efter mulige Bror Janus-sange og vers fra vor ungdom i Skjern 1958-60. Jeg tænkte mest på vor lille, selskabelige  mandeklub "Lundenæs Lens Loge", som jeg skrev adskillige sange til.  I dag modtog jeg så tre sange: To fra logen - og så denne her. Jeg synes, den skal med. Den er også en side af  'Bror Janus' .                         (29.sept.2003)