Bror Janus-vers, som kom med og blev sunget i radioprogrammet " VERS OG VISER FRA AVISER"

Allerede mine bagsidevers nr. 2 kom med i Statsradiofoniens meget aflyttede program  på den tid "Vers og Viser fra Aviser".
Det gik sådan til:
Ingen på redaktionen vidste, hvordan "Per Nilen" havde båret sig ad med hver gang at have sine vers med i "Vers og Viser fra Aviser".  Jeg turde ærligt talt heller ikke spørge nogen. 'Nogen'  kunne jo tro, jeg havde fået storhedsvanvid: - Nu tror 'ham Haaest' minsæl osse, de kan bruge ham i radioen! Den blærerøv! .

I "Vers og Viser fra Aviser" blev både forfatter og avis nævnt ved navn, så enhver kunne se reklameværdien, både for Lollands Tidende - og for forfatteren.
Men hvordan blive bemærket af  den festlige, gamle revyskuespiller Christian Gottschalck, som redigerede programmet?
Det var spørgsmålet. 
Jeg kunne dengang slet ikke forestille mig, at der sad folk helt inde i det store København og læste i provinsens aviser. Hovedstaden var anno 1960 lige så fjern for mig som Odense havde været det i min drengetid i landsbyen Hundslev 14 km derfra.
Men jeg ventede alligevel på Vers og Viser-aftenen 8.september 1960, spændt som en blære før kaffepausen.
Da båndoptageren enten ikke var opfundet - eller i hvert fald ikke nået til Nakskov - måtte jeg nødvendigvis sikre mig at have fri den aften, som var første gang efter min bestigning af den lollandske Pegasus.
Jeg skammede mig lidt overfor min kone, Grethe, ved at være så opsat på at høre, om der var bare en lille vise af 'Bror Janus' med i udsendelsen.
Hun løste mit problem ved i god tid før 19,45 at lukke op for radioen med ordene:
- Vi må da høre, om de inde i radioen har opdaget, at der er kommet en ny og bedre digter i Lollands Tidende end 'Per Nilen'! -
Tænk, at jeg efter sådan en bemærkning nogensinde lod mig skille fra den kvinde!
Grethe var bestemt ikke typen, der sad med åben mund og polypper og så på sin mand som verdens 8. vidunder.
Faktisk sagde hun ikke så  meget. Dén bemærkning fik da også al min generthed til på ét sekund at omdannes til ren elskov. Klokken blev 19,45.
Kendingsmelodien lød 'Har De læst den Berlingske Avis eller har De hørt 'et?' Og så
- 'Velkommen til Vers og Viser fra aviser'
Og så sang de derinde. Der var viser af 'Rimus' i Aarhuus Stiftstidende, 'Mette' i Aalborg Amtstidende (hun blev senere kirkeminister), Joker i 'Holstebro Socialdemokrat' - og en række andre avisers huspoeters tekster, som jeg så tit havde moret mig over, men hvis produktion, jeg i aften fandt aldeles under mit eget kvalitetsgennemsnit.
Da der så også kom en vise af 'Per Nilen' i Frederiksborg Amts Avis, kunne jeg se på Grethe, at vi delte lidelseshistorie.
'Per Nilen' havde altså alligevel ikke helt trukket sin jolle på land!
Men så sagde Chr.Gottschalck:
- Og så skal vi sige velkommen til et nyt navn blandt danske avispoeter. Som De bemærkede skriver 'Per Nilen' nu i Frederiksborg Amts Avis og ikke længer i Lollands Tidende. Hans plads på 'den lollandske Pegasus' er overtaget af en ung mand, som kalder sig 'Bror Janus'. Velkommen til digterbror Janus, som leverer udsendelsens sidste vise i dag!
Og så fulgte Preben Neergaards version af denne vise, foredraget med underfundighed på melodien "I Skoven skulle vær' gilde".
Fra hin aften, 8.september 1960, var 'Bror Janus' repræsenteret i hver eneste 'Vers og Viser fra Aviser' - lige til udsendelses-rækken sluttede mange år senere.
Det er bestemt ikke mit digterlivs bedste vise. Langt fra! Men det var den første, der blev landsdækkende.  Her er den:

                                                                                      ROE-RO
                                          
En sjællandsk gårdejer har sat sin formue til et legat, der skal uddeles til som det
                                                          hedder 'folk, som har arbejdet ved landbrug i lang tid samme sted'

De unge folk på landet har hverken rist og ro.
Et år, ja, højst halvandet de i samme plads vil bo.                      
på Sjølunds fagre sletter  en bonde derfor sætter   
et flot legat, hvorom han gi'r den følgende besked:     
Til folk, som bliver rigtig mange år på samme sted                                          

Hvor roer vokser store                           I Sørens unge dage,
til bondens velbehag                              da hørtes denne snak:
har gamle Søren Pedersen                     - Så skynd dig!, rub dig, tempo
nu stået år og dag                                  kom dog så i gang og hak!
Skønt han får gigt i nakken                    Nu tiden er en anden,
så dvæler han på hakken.                      for han har læst, har manden,
Han står der sommer, vinter                  at blot han bli'r på samme sted
og han stå der høst og vår                     en dag han penge får
og rokker ej en tomme bort                  - og derfor bli'r han stående
fra stedet, hvor han står                         på stedet, hvor han står                                        
(Lollands Tidende 26.aug.1960) 

-------------------------
Siden skulle der som sagt komme mange 'Bror Janus-viser' i 14-dages-radioprogrammet "Vers og Viser fra Aviser".
Allerede i næste udsendelsen havde jeg 3 - skriver TRE - viser med. De følger herunder:

                                                Me' blø' brø'
Bagermestrenes formand oplyser, at fjernsynet
har betydet øget kagesalg. Folk skal have noget
at ta' sig til, mens de kiggelytter.

Der bor en bager i Nørregade han bager kringler og julekage.
Han bager store; han bare små; han bager nogle med sukker på.

For få år siden var han så fattig. Af syltetøj kom han kun en klat i
de fine kager. Nu smører han sin marmelade til kagens rand.

Helt ene stod han og ælted' dejen. I går ni mand sig selv i vejen.
Der lille rum, som var hans butik, er flot og bugner af brød og slik.

Succes'en, som hver dag hans liv forvandler har ikke basis i brændte mandler.
Nej, denne voldsomme kagehetz må ene tilskrives Hr. Lawaetz*)                         

Ærbødigt hilser nu bager Sandler hver dag på gadens TV-forhandler;
og byens sladder fortæller, at de to betaler den største skat!

Med dette faktum vi os forsoner: Vi er et slægtled af kagekoner.
Vi Cæsars ord må os slutte til: "Folk vil ha' brød kun - og skuespil!"                  
  (* Hr. Lawaetz var TV's første direktør)