Da vi 1984-89 boede i Madum ved Vedersø i Vestjylland og havde sat gang i lysværkstedet
 "Kertehuset", udgav jeg en lille bog "Blomsten af Danmark". I bogen fandtes
bl.a. små digte om lysedypning, lysetanker og lysekunst. Her er et af dem.

Lysedypperens morgensang

Lyshav over landet! det er, hvad vi vil.
Derfor står jeg op i buldermørke,
skruer op for gryden, laver kaffe til.
Ude er det regnvejr eller tørke.
I det lille værksted dufter tællen.
Jeg ta’r fat og drejer karrussellen
Dyppe-løfte-dreje
dyppe-løfte-dreje.

Lydene i huset kender jeg. Der er
faktisk få, for huset er i orden.
Kun den svage løben over døren, når
musene har fest ved lagerporten.
Andre lyde høres meget sjælden
- bortset fra mig selv og karrussellen.
Dyppe-løfte-dreje
dyppe-løfte-dreje.
 

Alt er ren rutine. Hjernen kan få tid
til at vågne. Den kan li’ at dase.
Langsomt kommer tanken hjem fra drømmetur,
hvor den hele natten har smurt hase.
Jeg kan klart fornemme, hvordan sjælen
samles med min krop ved karrussellen.
Dyppe-løfte-dreje
dyppe-løfte-dreje.

Lyden af en knallert. Det er sikkert Svend,
der skal hjem til mor og skideballe.
Så en bil! Mon Einar skal til havs igen
efter det med Poul og ham og Palle?
Ræveglam! Er Mikkel gå’t i fælden?
tænker jeg - og drejer karrrusselen.
Dyppe-løfte-dreje -
dyppe-løfte-dreje.

Lydene ta’r til. Nu kommer haven med.
Spurvene er altid så kålhøgne.
Støj fra vejen blandes op med fuglefløjt.
Madums morgenmænd har fået øjne.
Nok en dag med slaw i frikadellen
- bare ikke her ved karrussellen.
Dyppe-løfte-dreje -
dyppe-løfte-dreje.

Pausedingedong fra husets radio!
Så er klokken 5 om to minutter.
Så skal vi igen ha’ ho’det fyldt med brok,
sorger og problemer. Stakkels du, der
vågner op til "Om valutagælden..."
Rager mig! Jeg passer karrussellen.
Dyppe-løfte-dreje
dyppe-løfte-dreje.

Døren knirker sagte. Ved mit højre ben
favner et par arme mine knæer.
"Allerede vågen? Hva’ er du for én,
som går ud til far på bare tæer!"
Søvning, morgenstille - og så kælen.
Kærligt morgenstop for karrrussellen.
Dyppe-løfte-dreje
dyppe-løfte-dreje.

Solen stikker næsen op ved Østertoft,
lige dér ved nabobrændestakken.
Aldrig én karens-dag. Altid helt præcis.
(Dagligt tjekker jeg i almanakken.)
Mor Natur foragter fotocellen
- som vi gør det her ved karrussellen.
Dyppe-løfte-dreje
dyppe-løfte-dreje.

Dyppe-løfte-dreje. Karrussellen går.
Kaffeduft. Jeg hører nogen snakke.
Lysene er færdig’ - Karrussellen står.
Ottehundred’ - lige til at pakke.
Gange dagens stykpris! Herlig tællen!’
Morgenstund gi’r guld på karrusselen.
Dyppe-løfte-dreje
dyppe-løfte-dreje.

                          (Bror Janus 1985)
(Sangen trykt i bogen "Blomsten af Danmark" af pseudonymet Erik H. Madum
 med digte af Bror Janus (Kertehusets Forlag)

Endnu et af de 'Lyse digte' HER