Torsdag 3. maj 1945:
Der hersker almindelig
medfølelse med de vordende
studenter, der i tirsdags skulle sidde og skrive dansk stil om nogle ret
så triste emner.
Studenten sad med et
forfrossent smil
i forgårs morges med sin danske stil
om 'Videnskabens stilling til Erhvervet'.
Han opgav ikke, men det var vist nær ved.
Den anden stil var næsten
li'så kvik.
Den handled' om betydning af musik.
Om salmedigtning drejed' sig den tredje.
Han sukked' dybt. Det bli'r vist en tragedie.
Han starter med at skrive
nummer eet,
For skrive stil med mening og idé
men holder op, da han har skrevet
lidt, om Kingo,
Brorson og N.F.S.G.
hvorpå han går ombord i vore
salmer. det
må det være meget hårdt at måtte,
Det flimrer for hans øjne, så det
kvalmer. når man har ho'det fuldt af
Bernadotte
Denne kræver en smule
forklaring. Bemærk datoen: Tyskerne er endnu herrer i Danmark. Terror
hersker værre end nogensinde med mord, drab og alskens lovløshed. Ingen
skrivende folk kan vide sig sikre for Gestapo, HIPO og de andre
terrorkorps, som i disse vanvittige majdage er hysteriske og
benytter mindste anledning til at gå ind fra gaden og skyde folk ned, der
irriterer dem. Alle véd, at det tyske nederlag kan komme hvert øjeblik -
og så forventer alle 'de lange knives nat'. Så kommer hævnens
time overfor bandit-uvæsenet.
Dette digt er et fint eksempel på, hvordan man under Besættelsen skulle
læse mellem linierne for at forstå (noget tyskerne aldrig helt blev i
stand til): Emnet er ikke tilfældigt: DANSK stil, og den Bernadotte, som
studenten har hovedet fuldt af, er den svenske greve Folke Bernadotte,
fætter til Danmarks svenskfødte kronprinsesse Ingrid. Han havde netop
få dage før kørt mere end 60 hvide busser gennem Danmark med danske og
norske fanger, som han i krigens sidste kaos havde reddet ud af de
uhyggelige koncentrationslejre i det sønderbombede Nazityskland EH
Alle
vi versemagere i 1960'erne havde ét stort, fælles idol for vor bagsideformåen:
"Ærbødigst" på Berlingske Tidendes bagside. Alle kendte hans
rigtige navn, revyernes førende tekstforfatter, Viggo Barfoed. Vi vedkendte os
alle vor dybe gæld til hans eventyrlige talent. I mere end 30 år skrev han
hver dag sine rim. Vi andre kunne aldrig blive andet end dem i 2. række.