Fredag 4. maj 1945:
Der hersker almindelig
medfølelse
med de mænd, der skal trække
Tivolis forlystelser med
håndkraft
i en ølfattig tid.
Jeg bærer med smil min
byrde, jeg drager med sang mit læs
som Aakjærs den vilde hyrde, der genner sit kvæg på græs.
Jeg drejer med sved og
møje karussellen fra 2 til
9
Min ryg må jeg krumme og bøje og lægge kræfterne i.
Jeg i en rundkreds må
trave ustandselig rundt og rundt.
Det værker i bryst og mave og ryggen gør navnlig ondt.
Jeg går med svedige
kinder. En eftermiddag er lang,
og efterhånden forsvinder såvel mit smil som min sang.
Jeg bærer med suk
min byrde. Jeg drager med suk mit læs.
Til slut er jeg ved at styrte af arbejdets voldsomme pres.
Jeg drejer og drejer og
drejer og halsen er støvet og ru.
Men ikke en gang en bajer, får jeg til at lette min gru.
Skal jeg da gruble og
græde, der førhen var glad som et føl?
Mit hjerte skælver af glæde, for Rydberg snart giver en øl.
Ærbødigst
Note: Da morgenavisen udkom
den dag, håbede man at Besættelsens fem onde år snart var forbi - men
man vidste jo ikke, at frihedsbudskabet fra Montgomerys hovedkvarter på
Lüneburger Heide syd for Hamburg ville lyde samme aften kl. 20,37. Den
trætte mands håb udtrykkes i sidste linie, hvor man ikke skal hefte sig
for meget ved navnet på Tivolis direktør som ved håbet, der lyser ud af
linien. - Og så er al møjen og besværet i dagligdagen faktisk afspejlet
i den trædemølle, som ligger i, at mennesker i en hesterundgang
overhovedet var drivkraften for alle forlystelser, ikke kun i Tivoli, men
i samfundet.
Gå til næste
Ærbødigst-vers fra Befrielsesdagene
Gå til forrige Ærbødigst-vers
fra Befrielsesdagene
Alle
vi versemagere i 1960'erne havde ét stort, fælles idol for vor bagsideformåen:
"Ærbødigst" på Berlingske Tidendes bagside. Alle kendte hans
rigtige navn, revyernes førende tekstforfatter, Viggo Barfoed. Vi vedkendte os
alle vor dybe gæld til hans eventyrlige talent. I mere end 30 år skrev han
hver dag sine rim. Vi andre kunne aldrig blive andet end dem i 2. række.