Alle vi versemagere i 1960'erne havde ét stort, fælles idol for vor bagsideformåen: "Ærbødigst" på Berlingske Tidendes bagside. Alle kendte hans rigtige navn, revyernes førende tekstforfatter, Viggo Barfoed. Vi vedkendte os alle vor dybe gæld til hans eventyrlige talent. I mere end 30 år skrev han hver dag sine rim. Vi andre kunne aldrig blive andet end dem i 2. række.
         På intet tidspunkt var han bedre end i dagene lige omkring Befrielsen 5. maj 1945. Herunder følger endnu en af hans perler fra Befrielsesdagene, illustreret af den mindst lige så geniale tegner Herluf Jensenius

                                Dagens Ærbødigst

                                Søndag 6. maj 1945:
De vordende studenter skal i morgen skrive - tysk genfortælling. På mirakuløs måde er vi kommet i besiddelse af en besvarelse

Es war einmal ein Bösewicht
mit ein sympatisches Gesicht,
mit Knurrhaar unter seine Nase,
som hat gezittert in Ekstase.
Før han blev til das grosse Tier
war er ein kleiner Tapetzier,
der tapezierte Speisezimmer
(das hätte er nur sollen immer)
            Men noget stort er wolte sein,
            - der kleine Tapetziererlein -
            Det blev han, for han var jo fleissig,
            in Neunzehnhundreddreiunddreissig.
Er brüllte so im Sportspalast,
at alle trommehinder brast.
Denn wenn er sprach zu seinen Nazi,
dann war er morderlig kurasig.
Bald war er Führer ikke blot,
men grösser als der liebe Gott.
Und alle seine Volksgenossen
han sendte mutig ud zu slaassen.
            Und ging es gut, dann war er kæk.
            Men ging es schlecht, saa blev han frech
            und mehr hysterisch als der Kaiser,
            - denn Wilhelm war kein Teppichbeisser -
Er wollte nehmen Stalingrad!
Det blev ein traurig Resultat.
Er wollte England ausradieren.
(Er hätte sollen tapetzieren)
Zuletzt kam Adolf nach Berlin,
wo Sjukow wollte grüssen ihn,
und dann hat er den Kopf verloren
- og saa gik Adolf under jorden.
Herr Göbbels fik ein lang Gesicht:
-Ach warum spricht der Führer nicht?
Zwölf  Uhr slog da omsider klokken.
Er sprach - er spræk - er ist gesprokken!

Se, det kalder jeg versekunst af første karat med 100% situationsfornemmelse!
Dette digt var så fremragende, at revydirektør Aage Stentoft straks så mulighederne. Han bad Viggo Barfoed lave den om til en vise. Det gjorde denne såre let: Han skilte den bare ad i 4-liniede vers. Amdi Riis skrev en melodi til den, og søskendeparret Gerda og Ulrich Neumann sang den i Tivolirevyen sommeren 1945. Man kan en sjælden gang stadig høre den i radioen.
I Politikens 'Lystige Viser' finder man tekst og noder i bind 1, side 89-90. Dog har man der fjernet de 8 linier, som Neumænnerne ikke brugte på scenen. Dem har jeg herover skubbet lidt til højre. For her er den fuldstændige version.
Ulrich Neuman var far til skuespillerinden Birthe  'Snif' Neuman, kendt fra utallige teater-, TV- og filmroller. Hun er lige nu aktuel som en af dommerne i TV2-serien "Forsvar".  EH

Gå til næste Ærbødigst-vers fra Befrielsesdagene
Gå til forrige Ærbødigst-vers fra Befrielsesdagene